Hvis du vil tage imod betalinger i din webshop, har du brug for en betalingsgateway. Det er den teknologi, der sikkert indsamler dine kunders betalingsoplysninger og sender dem videre til den betalingsprocessor, som sørger for, at pengene flyttes fra kundens konto til din.
Der findes mange betalingsgateways på markedet, og de har hver deres fordele og ulemper.
Er du i tvivl om, hvilken du skal vælge? Så er du ikke alene. Derfor har vi samlet de bedste betalingsgateways, vurderet ud fra funktioner, pris, fordele og ulemper – så du lettere kan finde den løsning, der passer til din forretning.
Hvad er en betalingsgateway?
En betalingsgateway er en teknologi, der gør det muligt for webshops at modtage betalinger fra deres kunder. Den fungerer som et bindeled mellem din webshop og kundens bank ved at kryptere og sende betalingsoplysninger sikkert (som f.eks. kortnummer og faktureringsadresse) fra kundens browser til din webshop.
Hvordan fungerer betalingsgateways?
Betalingsgateways kan lyde tekniske, men vi kan opdele deres rolle i nogle nøgletrin:
- Kunden starter en betaling på din webshop, typisk på betalingssiden.
- Kunden indtaster sine betalingsoplysninger i gatewayen. Det kan være ved manuelt at indtaste kortdata eller ved at bruge en digital tegnebog som Shop Pay, Google Pay eller Apple Pay.
- Betalingsgatewayen krypterer de data, din kunde har indtastet, så hackere ikke kan opsnappe dem.
- De krypterede oplysninger sendes videre til betalingsprocessoren eller din erhvervsbank, som herefter sender en godkendelsesforespørgsel til kortnetværket (fx Visa, Mastercard eller American Express) og videre til kundens bank.
- Kundens bank godkender eller afviser transaktionen og sender svaret tilbage til gatewayen. Du får besked via din webshop, uanset udfaldet.
- Hvis betalingen godkendes, faciliterer betalingsprocessoren overførslen af penge fra kundens konto til din erhvervskonto. Hvis den afvises, viser betalingsgatewayen årsagen. Utilstrækkelige midler, mistanke om svindel og ugyldige kort er almindelige årsager.
De 6 bedste betalingsgateway-udbydere
1. Shopify Payments
Bedst til: Shopify-handlere
Shopify Payments er Shopifys egen betalingsgateway, der gør det muligt for webshop-ejere at modtage betalinger både online og i fysiske butikker – alt samlet ét sted. Løsningen lever op til PCI DSS-standarderne (Payment Card Industry Data Security Standard), hvilket sikrer, at dine kunders kortoplysninger håndteres sikkert og ansvarligt.
Betalingsgatewayen fungerer problemfrit med en række salgskanaler som Facebook, Instagram og Google, så du kan tage imod betalinger, uanset hvor dine kunder handler. Hvis du allerede bruger Shopify, kan du desuden spare penge på transaktionsgebyrer ved at benytte Shopify Payments, hvilket betyder, at mere af din indtjening bliver hos dig selv.
Fordele ved Shopify Payments
- Kræver ingen ekstra software for at modtage onlinebetalinger
- Konkurrencedygtige transaktionsgebyrer
- Overholder PCI DSS-standarder og beskytter følsomme kortoplysninger
- Understøtter flere betalingsmetoder, herunder kreditkort, digitale tegnebøger, Shop Pay, "køb nu, betal senere" og PayPal
- Accepterer internationale betalinger i kundens lokale valuta
- Indbyggede finansielle rapporteringsværktøjeri dit Shopify-dashboard
- Kundesupport 24/7
- Automatisk udbetaling fra Shopify til din virksomhedskonto
Ulemper ved Shopify Payments
- Kun tilgængelig for webshops, der bruger Shopify
- Der pålægges ekstra gebyrer for transaktioner gennem tredjeparts betalingsgateways, hvis Shopify Payments ikke anvendes
Priser: Betalingsgebyret afhænger af dit Shopify-abonnement. Det ligger typisk mellem 2,9 % og 2,4 % plus et mindre beløb (ca. 0,30 USD) pr. transaktion.
2. Klarna
Bedst til: Detailhandlere med en Visa-erhvervskonto.

Klarna er en af de mest populære betalingsløsninger i Norden, især kendt for sin “Køb nu, betal senere” (Buy Now, Pay Later) funktion. Denne service giver kunderne mulighed for at købe produkter online og betale senere, enten i rater eller samlet efter en bestemt periode. Det kan øge konverteringsraterne og gennemsnitsordrestørrelsen, da kunder føler sig mere trygge ved at udsætte betalingen.
Klarna integreres nemt med mange e-handelsplatforme og understøtter flere betalingsmetoder, hvilket gør den til et fleksibelt valg for både små og store virksomheder. Udover BNPL tilbyder Klarna også traditionelle betalingsmuligheder som kreditkort og fakturabetaling.
Fordele ved Klarnas betalingsgateway
- Populær og betroet betalingsløsning i Norden
- Tilbyder fleksible betalingsmetoder, herunder køb nu, betal senere
- Kan øge salg og konverteringsrate ved at reducere købsbarrierer
- Nem integration med mange e-handelsplatforme
- Understøtter betaling med kreditkort, faktura og direkte betaling
Ulemper ved Klarnas betalingsgateway
- Kan have højere gebyrer sammenlignet med traditionelle betalingsgateways
- Ikke alle kunder foretrækker at betale senere, hvilket kan påvirke kontantflowet
- Nogle integrationer kan kræve teknisk opsætning
Priser: : Klarna opkræver typisk omkring 3% + et fast gebyr pr. transaktion, men priserne kan variere afhængigt af volumen og integration.
3. MobilePay
Bedst til: Virksomheder, der vil have en populær mobilbetalingsløsning i Danmark

MobilePay er den mest udbredte mobilbetalingsapp i Danmark og bruges af millioner af danskere til både fysiske og online betalinger. Den hurtige og brugervenlige betalingsoplevelse gør MobilePay til et must-have for danske webshops, der vil tilbyde deres kunder en enkel og tryg betalingsmetode.
MobilePay kan integreres direkte i din webshop, så kunder kan betale med få klik via deres telefon, uden behov for at indtaste kortoplysninger. Den øgede bekvemmelighed kan hjælpe med at øge konverteringsraten, især på mobile enheder, hvor mange danskere handler.
Fordele ved MobilePays betalingsgateway
- Stort og loyalt dansk brugerfællesskab
- Hurtig og enkel betalingsproces via mobilen
- Øger konverteringsraten ved at gøre checkout nemt
- Kan bruges både online og i fysisk butik
- Ingen behov for kortoplysninger ved betaling
Ulemper ved MobilePays betalingsgateway
- Kun relevant for danske kunder
- Gebyrer kan være højere end ved traditionelle kortbetalinger
- Begrænset international rækkevidde
Priser: MobilePay opkræver typisk et transaktionsgebyr på omkring 1,75% + et fast gebyr pr. betaling, men priser kan variere baseret på aftale og volumen.
4. Stripe
Bedst til: Webshops med abonnementsbaserede produkter eller tjenester

Stripe er en af de bedste betalingsgateways for virksomheder, der har brug for fleksibilitet og funktioner til gentagne betalinger. Løsningen understøtter nemt tilbagevendende betalinger, kortopbevaring og fakturering, hvilket gør den ideel til abonnementsmodeller.
Stripe er ikke bundet til én bestemt platform, og den kan integreres med både webshops, apps og brugerdefinerede løsninger. Den understøtter både almindelige kreditkortbetalinger og mobile betalingsmetoder som Apple Pay og Google Pay. Stripe er særligt velegnet til virksomheder med internationale kunder, da den accepterer mere end 135 valutaer.
Fordele ved Stripes betalingsgateway
- PCI DSS-kompatibel for sikker betaling
- Mulighed for at tilpasse betalingsoplevelsen i tråd med dit brand
- Understøtter et stort antal lande og valutaer
- Automatisk valutakonvertering ved internationale betalinger
- Funktioner til abonnementer med sikker opbevaring af kortoplysninger
- Omfattende rapporteringsværktøjer til finansiel indsigt
Ulemper ved Stripes betalingsgateway
- Kræver mere teknisk ekspertise til opsætning og brug
- Supportdokumentation er teknisk og kan være svær at forstå
- Høje gebyrer for chargebacks ved eventuelle betalingstvister
Priser: Standardgebyret for kort- og tegnebogsbetalinger er 2,9 % + 0,30 USD pr. transaktion. Der pålægges ekstra gebyrer for manuelt indtastede kort (0,5 %), valutakonvertering (1 %) og internationale kort (1,5 %).
5. PayPal
Bedst til: Virksomheder med en global kundebase, der har PayPal-tegnebøger

PayPal er en af de bedste betalingsgateways til virksomheder med en global kundebase, der gerne vil tilbyde betaling via PayPal-tegnebøger. Det er et velkendt og betroet navn inden for onlinebetalinger, med beskyttelsesprogrammer, der sikrer både købere og sælgere mod svindel. Den største ulempe ved PayPal er de relativt høje gebyrer, især for virksomheder, der håndterer mange transaktioner eller internationale betalinger i større skala.
Fordele ved PayPals betalingsgateway
- Globalt anerkendt brand, der øger kundernes tillid og kan forbedre konverteringsrater
- Mulighed for fakturering direkte til kunder
- Beskyttelsesprogrammer mod svindel for både købere og sælgere
- One-touch checkout, der giver en bedre kundeoplevelse
- Understøtter betalinger i flere valutaer
- Kunder kan bruge penge i deres PayPal-konto til at betale for deres ordrer
- Ingen opsætningsgebyrer
Ulemper ved PayPals betalingsgateway
- Separate opsætnings- og checkout-processer kan komplicere købsflowet
- Kundesupporten kan være mangelfuld
- Højere transaktionsgebyrer end mange andre betalingsgateways
- Ekstra gebyrer på internationale betalinger
- Nogle handlere rapporterer, at PayPal uventet har låst deres konti og fryset deres midler
Priser: PayPal opkræver typisk mellem 2,99 % og 3,49 % af transaktionsbeløbet plus et fast gebyr (oftest 2,60 kr. for DKK, men dette kan variere afhængigt af den modtagne valuta og transaktionstypen. For eksempel er det 2,90 kr. for betalingslinks). For internationale betalinger pålægges yderligere 1,5 % oven i den procentvise sats. Derudover kan der komme et valutaomregningsgebyr på typisk 3-4 %, hvis betalingen modtages i en anden valuta og skal veksles til danske kroner.
6. Adyen
Bedst til: Store online virksomheder

Adyen er en af de bedste betalingsgateways til store online virksomheder, der håndterer betalinger i flere valutaer og lande. Den er især velegnet, hvis du arbejder med abonnementer og har mange internationale kunder.
Fordele ved Adyens betalingsgateway
- Understøtter mange betalingsmetoder, inklusive lokale betalingsmuligheder og alle større kreditkort
- Omnichannel-løsning, så du kan modtage betalinger både online og i fysiske butikker via én enkelt integration
- Kundesupport døgnet rundt
- Mulighed for at oprette mærkede fysiske og digitale betalingskort
- Testkonto til rådighed, så du kan prøve systemet før forpligtelse
- AI-baseret risikostyring, der beskytter mod svindel
- Support for abonnementer og tilbagevendende betalinger
- Sikker betaling gennem tokenisering, online, via mobilapps eller i butik
- Faste gebyrer for betalingsbehandling per metode
Ulemper ved Adyens betalingsgateway
- Ikke den bedste mulighed for mindre online virksomheder
- Begrænsede tilpasningsmuligheder
- Prismodellen er mere kompliceret end andre betalingsgateways
Priser: Ingen faste månedlige gebyrer. Gebyrer følger "Interchange++" med typisk 0,11 € (ca. 0,82 DKK) + 1 DKK per transaktion for kortbetalinger. Samlet omkostning for de fleste korttransaktioner er generelt under 2 %.
Hvordan vælger man en udbyder til online betalingsgateway?
Betalingsbehandlingsgebyrer
Før du vælger en betalingsgateway, bør du nøje gennemgå gebyrstrukturen for de forskellige typer transaktioner. Herunder skal du være opmærksom på:
- De betalingsmetoder, gatewayen understøtter (kreditkort, MobilePay, digitale tegnebøger osv.)
- Kundens udstedende bank, da nogle korttyper som American Express ofte har højere gebyrer
- Internationale betalinger og valutaomregninger, som kan tilføje ekstra omkostninger
Selvom gebyrerne kan virke små pr. transaktion, kan de løbe op over tid. Hvis din webshop f.eks. behandler betalinger for 350.000 kr. om året, vil et gebyr på 2,4 % svare til 8.400 kr. i transaktionsomkostninger. Hvis du derimod betaler 3,49 %, ender du med ekstraudgifter på omkring 3.800 kr. om året. Derfor kan det betale sig at vælge den betalingsgateway, der giver den bedste balance mellem funktioner og omkostninger til din forretning.
Betalingsmetoder
Vidste du, at 11 % af online shoppere har forladt deres indkøbskurv, fordi deres foretrukne betalingsmetode ikke var tilgængelig? Ved at vælge en betalingsgateway, der understøtter flere betalingsmuligheder, kan du mindske kurvforladelse og øge dine salg.
- Kredit- eller betalingskort
- Mobile tegnebøger som MobilePay eller Apple Pay
- Køb nu, betal senere (eller BNPL)
Nogle betalingsmetoder er særligt populære i bestemte lande. Hvis du for eksempel sælger til Kina, er det vigtigt, at din gateway kan håndtere WeChat Pay, som over 920 millioner mennesker kinesere bruger til online køb.
Sikkerhed
De bedste betalingsgateways kan håndtere følsomme finansielle oplysninger, som du ikke vil have ender i de forkerte hænder. Sørg for, at den betalingsgateway, du vælger, er PCI DSS-kompatibel og tilbyder sikkerhedsfunktioner som kryptering og tokenisering. Disse branchestandarder sikrer en tryg betalingsproces og beskytter både dine og dine kunders data ved online betalinger.
Integrationer
At drive en virksomhed er allerede svært nok. I stedet for at presse dig selv til at få dine systemer integreret, lad dem gøre det hårde arbejde ved at vælge en betalingsgateway, der integreres med din eksisterende teknologistak. Det inkluderer:
- Din e-handelsplatform
- Point of sale-software, hvis du også sælger fysisk/i egen person
- Lagerstyringssystemer
- Abonnementsstyringsapps
- Regnskabssoftware
- Analyseværktøjer
Pålidelighed
En pålidelig betalingsgateway sikrer, at din butik altid er åben, når dine kunder vil handle. Før du vælger en løsning, bør du undersøge deres oppetid. Jo højere oppetidsprocent, jo bedre for din forretning.
Gentagne tekniske problemer kan ikke bare koste dig salg, men også skade kundernes oplevelse. Faktisk vil 86 % af folk kunderne forlade et brand efter bare én dårlig oplevelse. Pålidelighed er altså altafgørende.
Kundeoplevelse
Dine kunder møder din betalingsgateway hver gang, de handler hos dig. Jo bedre oplevelsen er, desto større er chancen for, at de gennemfører købet og vender tilbage igen.
En god betalingsoplevelse inkluderer blandt andet:
- Accept af flere forskellige betalingsmetoder
- Problemfri drift på alle enheder, fra computer til mobil og tablet
- En genkendelig betalingsgateway-udbyder, de kender og stoler på
- Synlige sikkerhedslogoer, som PCI DSS-kompatibilitet, der vækker tillid
- Pålidelig kundesupport
Vælg den bedste betalingsgateway-udbyder til din virksomhed
At vælge en betalingsgateway til din online virksomhed er en stor beslutning. Ikke kun er din kundeoplevelse på spil, men betalingsbehandlingsgebyrer kan hurtigt spise ind i dine fortjenstmargener.
Hvis du allerede driver din virksomhed på Shopify, er platformens egen betalingsgateway et oplagt valg. Der er ikke behov for at finde en tredjepartsudbyder, der kan forbindes med din butik, eller sammenligne betalingsbehandlingsgebyrer. Du kan gøre det hele ét sted.
Ofte stillede spørgsmål om de bedste betalingsgateways til forhandlere
Hvilken er den bedste betalingsgateway?
- Shopify Payments er ideel til Shopify-webshops med lave gebyrer og nem integration.
- Klarna er populær i Norden og tilbyder “Køb nu, betal senere”.
- MobilePay er den mest udbredte mobilbetalingsløsning i Danmark.
- Stripe passer godt til abonnementer og internationale kunder.
- PayPal er velegnet til globale kunder og digitale tegnebøger.
- Adyen er bedst til store virksomheder med omnichannel-behov.
Hvad er en gateway betalingsudbyder?
En gateway betalingsudbyder er en type software, der kan kryptere følsomme betalingsoplysninger. Disse virksomheder hjælper online detailhandlere, der ønsker at behandle online og in-store betalinger gennem deres e-handelsplatform.
Er PayPal en betalingsgateway?
Ja, PayPal er en betalingsgateway, der gør det nemt og sikkert for handlere at modtage betalinger fra deres kunder.
Hvad er den nemmeste betalingsgateway at opsætte?
Shopify Payments er den nemmeste betalingsgateway at komme i gang med, især hvis du allerede bruger Shopify. Den kræver ingen tredjepartssoftware og kan aktiveres direkte i din Shopify-administration.
Hvad er den mest brugte betalingsplatform?
PayPal er verdens mest udbredte betalingsplatform. Den håndterer over 200 milliarder transaktioner årligt og benyttes af 36 millioner handlere til betalinger fra 431 millioner brugere verden over.